For en del år siden gjorde mit firma, MindChange, det meget i Ledertræning & Organisationsudvikling. Jeg havde udviklet et Outdoorkoncept, som jeg kaldte Strabadsture. 

Over en weekend havde jeg fået til opgave at udfordre en forvaltning fra en lille kommune til spændende strabadser i naturen. Jeg spottede hende med det samme, den spinkle kvinde i fyrrene, blandt mængden af deltagere. Hende, kunne jeg se, skulle jeg tage særligt vare på. Hun var meget stille, stod oftest for sig selv og gjorde på ingen måde væsen af sig. Der var ingen tvivl om, at hun var gruppens prügeloffer – hende, der altid, bevidst eller ubevidst, blev voksenmobbet. Jeg var meget ved hende, og sludrede, så forsigtigt som man nu kan med en introvert, der tydeligt følte sig ilde til mode.

På et tidspunkt skulle deltagerne rappelle (fire sig ned i et tov) fra en stejl klippevæg. Jeg så skrækken lyse ud af øjnene på kvinden. Hun græd, og hun havde allerede taget en fast beslutning om, at her ville hun bruge sin vetoret til at sige fra. Jeg vidste, at hvis hun kunne overvinde sin skræk og springe ud i det, ville det ændre meget for hende. Med tålmodighed og empati, lykkedes det for mig endelig at få hende til at gøre forsøget. Dødsangsten lyste ud af hende, og hun skreg som en vanvittig på hele turen ned.

Hun GJORDE det.

Ingen af kollegaerne havde troet på hende – og allermindst hende selv. Da hun stod, vel nede på jorden, var hendes hyl en euforisk glædesrus. Alle i teamet var henne og kramme, og glædestårer trillede ned ad kinderne på flere af dem. På få minutter var der sket en forandring med hende. Hun var blevet forvandlet til ukendelighed. Resten af turen var hun fuldt inkluderet i teamet, og havde fået en indre styrke til at tage de initiativer, som værdsættes så højt af ledere og kollegaer.

Inden de, søndag eftermiddag steg på en ventende bus, trak jeg kvinden til side. Jeg skar en lille stump af det tov hun havde rappellet ned af, åbnede hendes hånd og stak den sorte tovende i den, medens jeg hviskede til hende: ”Ha’ altid denne stump i din lomme – når du skifter bukser, så husk at tage stumpen med. Lad den være et anker. Et symbol på al den styrke du besidder, og vid at du kan klare selv de værste udfordringer, du end må støde på”.

Hendes øjne var røde, da kun gav mig en knus: ”Tak”, hviskede hun og kravlede så op i bussen til de andre.

Tre uger efter besøgte jeg forvaltningen for at evaluere med ledelsen. Inden jeg gik, spurgte jeg til kvinden, og om jeg hurtigt måtte sige hej til hende. Lederen blinkede til mig og sagde: ”Fjerde dør på højre hånd”.

Døren stod åben og jeg stak hovedet ind. ”Hej, giver du en kop kaffe?”. Kvinden hoppede op af stolen og sprang over og gav mig et ordentlig kram. ”Jeg ville have ringet til dig”, sagde hun. ”Du aner ikke hvad denne her har gjort”. Hun trak den genkendelige lille tovstump op af venstre lomme. ”Den har forandret mit liv. Selv mine teenagebørn og min mand behandler mig med respekt – og den sure nabo. Og her i forvaltningen, er der ingen, der længere stikker til mig”. 

Det var den dejligste kop kaffe. 

Og endnu et bevis på, hvilken styrke der kan være i et symbol – om det er et flag, tatovering eller hvad det nu kan være.

Jeg har en mønt som jeg har fået af Jægerkorpset med mit jægernummer indgraveret. Hver gang min ene datter har skullet til eksamen eller kaste sig ud i større udfordringer, har hun lånt den.

”Far, jeg ved den repræsenterer al den styrke Jægerkorpset består af – og det giver mig altid ro og overblik”.